Hvem er Copydan
COPY-DAN er en fællesforening for fem selvstændige foreninger med navn efter det ophavsretlige område, de hver især forvalter:
AVU-kopier
giver skoler og undervisningsinstitutioner adgang til audiovisuelt indhold (fx TV-optagelser fra danske og udenlandske TV-kanaler).
Billedkunst
varetager ophavsrettigheder for billedkunstnere, visse fotografer, tegnere, grafikere, illustratorer, kunsthåndværkere.
Båndkopi
sikrer at der bliver afregnet et vederlag til kunstnere og producenter, når der sælges blanke kopimedier i detailhandelen. Vederlagene søger at kompensere kunstnere og producenter for tabene ved privatkopiering af musik, TV og film.
Kabel-TV
giver adgang til distribution af TV-kanaler fra nabolandene samt håndterer andre ophavsrettigheder i forbindelse med distriibution af TV- og radiokanaler.
Tekst & Node
giver adgang til kopiering af skrevne værker eksempelvis bøger, aviser, tidsskrifter, noder m.m. til brug i undervisningsinstitutioner samt offentlige og private virksomheder.
Erhverv/undervisning
Virksomheder, der bruger blanke medier erhvervsmæssigt dvs. til interne eller professionelle formål, kan indgå en erhvervsmæssig aftale med COPY-DAN Båndkopi og derved slippe for at betale vederlag.
Ligeledes kan undervisningsinstitutioner, der bruger blanke medier til undervisningsformål, indgå en erhvervsmæssig aftale.
Med en erhvervsmæssig aftale kan virksomheden/institutionen købe blanke medier uden vederlag hos importører, producenter og grossister, som er tilmeldt COPY-DAN Båndkopi.
Hvis din virksomhed/institution allerede har indkøbt blanke medier med vederlag, kan du senest tre måneder efter købsdatoen ansøge om at få tilbagebetalt vederlaget .
Privat
Folketinget har lovliggjort kopiering af musik og film til privat brug. Som kompensation for dette vedtog folketinget, at en del af prisen for blanke medier skal gives til kunstnerne. Derfor skal private betale et vederlag, når de køber blanke medier.
Folketinget har i december 2003 ændret ophavsretsloven, således at det ikke længere er tilladt at kopiere cd’er mv., der er lejet eller lånt på fx et bibliotek eller af venner og bekendte.